Hvem er jeg?
Jeg hedder Julie Scheel, jeg er 31 år og bor i Taulov med min mand og vores to sønner på 1 og 5 år.
Min interesse for de fysiske, mentale og følelsesmæssige processer, kvinder gennemgår, startede allerede, da jeg blev gravid med mit første barn. Jeg blev hurtigt opmærksom på, hvordan overgangen fra at være nogens datter til selv at blive mor er en stor omvæltning – både på godt og ondt.
Som uddannet psykomotorisk terapeut har jeg arbejdet med fødselsforberedelse, samtaleterapi og har taget en efteruddannelse i psykomotoriske babybehandlinger.
Min vision er at skabe et stærkt fundament for gravide og mødre i den første tid som familie. Jeg ønsker at tilbyde et trygt og nærende rum, hvor du kan få den støtte, du har brug for, til at finde ro, opbygge selvtillid og mærke dig selv i den nye rolle som mor.
Overgangen til moderskab kan være en tid, hvor livet føles som en total omvæltning. Ens værdisæt, personlighed og krop gennemgår store forandringer, og det kan være udfordrende at finde sig til rette i de nye rammer. Derfor er mit mål at tilbyde støtte, der både giver ro og hjælper med at finde balance i denne omvæltende tid, så du kan føle dig tryg og styrket i din nye rolle som mor og i din nye familiedynamik.
